ORØ SKOLE OG BØRNEHUS
På Orø Skole og Børnehus er “rummelighed” mere end bare et buzz-ord. Her får børn lov til at være børn længere samtidig med, at de lærer vigtigheden i at passe på hinanden. Dette er netop én af de vigtigste sociale byggesten i et lille lokalsamfund, og på Orø lærer vi det fra starten. Læs mere på skolens hjemmeside.
Orø Skole og Børnehus er en lille institution, som organisatorisk er en del af Holbæk By Skole, med børn fra 0-14 år – vuggestue til og med 6. klasse.
Vi er placeret midt på den smukke ø-Orø, helt traditionelt ved siden af kirken og kroen. Og vi forsøger at inddrage naturen og det nære samfund i stort og småt.
BØRNEHUSET
Børnehuset er delt op i Vuggestue og Børnehave, og er også udviklingsmæssigt tilknyttet Holbæk By Dagtilbud.
Værdigrundlaget for Børnehuset er således i tråd med distriktets grundlæggende værdier. Vi arbejder med respekt for barnet, anerkendelse, respekt for forældrene og ligebehandling.
SKOLEDELEN
Skoledelen inddeler 0.-6. klasse i 3 storklasser: 0-1 er Stjernerne, 2-3 er Kometerne og 4-5-6 er Supernovaerne. Navnene er valgt af børnene.
Den naturlige differentiering, der opstår ved at blande børnenes alderstrin, giver os en udvidet mulighed for at tage udgangspunkt i den enkelte elevs kompetencer og nærmeste læringszone.