Tid til det hele
– af Trine Lindhardt-Roux
I min barndom – og kære læser, jeg har sikkert ikke været den eneste der har oplevet det samme – var tiden lavet af tyggegummi. Den kunne strækkes ud i uendelighed og den kunne klumpes sammen til næsten ingenting.
Rent praktisk betød det at eén enkel time kunne vare alt imellem en evighed til et kort åndedrag. Hvis jeg skulle vente på at mine forældre blev færdige til at komme ud af døren eller på at det blev juleaften var tiden spundet af evighed. Det var som jeg kunne høre sekunderne trække deres lange skridt henover gulvet. Hvis jeg derimod var godt begravet i en god leg, fløj tiden så at sige afsted. Så kunne jeg ikke se tiden gå. Og så var der den helt tredje version som jeg oplevede ved sjældne lejligheder som barn – og det var når jeg hverken strakte eller formindskede tyggegummitiden – men derimod når jeg blot smagte på den.
Når jeg var netop i det mentale rum, hvor jeg bare sansede. Og tiden hverken fløj afsted eller viserne på uret trak langsomt vejret. Nej, så var jeg helt udenfor tiden. Så var det som om jeg ramte noget af evigheden. Det kunne foregå på en varm sommerdag ved en bro og en å, med pindekast og jubel, eller i et hemmeligt gemmested hvor samværet med mig selv eller andre blev så fortættet at jeg ikke længere var en del af tiden, men at øjeblikket så at sige stod helt, helt stille.
Og nu, spørger du sikkert, kære læser. Hvad det har med dig at gøre og ikke mindst med Orø at gøre. Bare rolig det når jeg til lige om lidt.
Som voksen bliver tiden ofte lidt mere tandløs. De fleste af os synes at julen stort set lige er overstået før den starter igen, og ofte har jeg selv og det gælder sikkert også jer andre, dage hvor den ene time sådan set bare tager den anden. Timer fuldt med praktiske gøremål, som at vaske tøj – vaske sig selv – vaske op. Og det er ikke fordi at man synes man spilder tiden, nej hvert eneste gøremål har en funktion også når fx vi går på arbejde og senere går hjem og endnu senere går i seng. Langt de fleste oplever en eller anden tilfredshed med det daglige livs tidsfornemmelse, jeg selv inklussiv. Sådan er det jo bare blevet, tænker de fleste af os nok…
Men så er det at man kommer til Orø. På Orø hersker min barndomstid. På Orø møder jeg mennesker der tager sig tid. Ikke hver dag, ikke hele tiden – men i øjeblikke og stunder. Og jeg genoplever det selv. Når jeg går langs med havet og stirrer ud på det blå og farverne i himlen, så sker det at øjeblikket stivner og jeg pludseligt – og igen – stiller mig uden for tiden… Når jeg i fred og ro sætter mig og sysler med ord, så havner jeg pludseligt i tidløst land.. og jeg har bemærket at jeg ikke er den eneste… Man kunne måske påstå at her på Orø kører vi på Orø-tid. Det med eksakte tidspunkter går man ikke så meget op i… ” Jeg kommer i løbet af dagen imorgen” siger man når man indgår en aftale med en anden øbo- og det er alment accepteret. Muligvis ud fra præmissen, at man jo ikke ved præcist hvad der vil ske i løbet af morgendagen… eller også er det netop fordi at vi kører på Orøtid – den tid hvor man har lov til at lade sig fange af øjeblikket… lov til at stille sig i midten af nuet og uden for visernes tyrani… lov til som i min barndom at søge mod nuets vidunder og suge al kraft ud af øjeblikket. Og det er nok meget godt, for det lader til at mange andre steder i landet har voksne glemt, hvad alle børn ved, at livet mere end noget andet jo nok bare handler om øjeblikke der afløser de næste øjeblikke – og at man skal tage sig tid. Og måske er det det der binder os sammen her på øen, at de fleste af os søger mod netop det. At tage sig tid – at få tid til det hele. At lade tiden hele. Og – at vi her på øen forstår at leve i det nu der gælder. For netop i det moment får vi rent faktisk tid til det hele. Så får vi både tid til os selv og til fælleskabet. Til de praktiske gøremål og til de inderlige stunder med livskvalitet.
Tid til det hele
– af Trine Lindhardt-Roux
I min barndom – og kære læser, jeg har sikkert ikke været den eneste der har oplevet det samme – var tiden lavet af tyggegummi. Den kunne strækkes ud i uendelighed og den kunne klumpes sammen til næsten ingenting.
Rent praktisk betød det at eén enkel time kunne vare alt imellem en evighed til et kort åndedrag. Hvis jeg skulle vente på at mine forældre blev færdige til at komme ud af døren eller på at det blev juleaften var tiden spundet af evighed. Det var som jeg kunne høre sekunderne trække deres lange skridt henover gulvet. Hvis jeg derimod var godt begravet i en god leg, fløj tiden så at sige afsted. Så kunne jeg ikke se tiden gå. Og så var der den helt tredje version som jeg oplevede ved sjældne lejligheder som barn – og det var når jeg hverken strakte eller formindskede tyggegummitiden – men derimod når jeg blot smagte på den.
Når jeg var netop i det mentale rum, hvor jeg bare sansede. Og tiden hverken fløj afsted eller viserne på uret trak langsomt vejret. Nej, så var jeg helt udenfor tiden. Så var det som om jeg ramte noget af evigheden. Det kunne foregå på en varm sommerdag ved en bro og en å, med pindekast og jubel, eller i et hemmeligt gemmested hvor samværet med mig selv eller andre blev så fortættet at jeg ikke længere var en del af tiden, men at øjeblikket så at sige stod helt, helt stille.
Og nu, spørger du sikkert, kære læser. Hvad det har med dig at gøre og ikke mindst med Orø at gøre. Bare rolig det når jeg til lige om lidt.
Som voksen bliver tiden ofte lidt mere tandløs. De fleste af os synes at julen stort set lige er overstået før den starter igen, og ofte har jeg selv og det gælder sikkert også jer andre, dage hvor den ene time sådan set bare tager den anden. Timer fuldt med praktiske gøremål, som at vaske tøj – vaske sig selv – vaske op. Og det er ikke fordi at man synes man spilder tiden, nej hvert eneste gøremål har en funktion også når fx vi går på arbejde og senere går hjem og endnu senere går i seng. Langt de fleste oplever en eller anden tilfredshed med det daglige livs tidsfornemmelse, jeg selv inklussiv. Sådan er det jo bare blevet, tænker de fleste af os nok…
Men så er det at man kommer til Orø. På Orø hersker min barndomstid. På Orø møder jeg mennesker der tager sig tid. Ikke hver dag, ikke hele tiden – men i øjeblikke og stunder. Og jeg genoplever det selv. Når jeg går langs med havet og stirrer ud på det blå og farverne i himlen, så sker det at øjeblikket stivner og jeg pludseligt – og igen – stiller mig uden for tiden… Når jeg i fred og ro sætter mig og sysler med ord, så havner jeg pludseligt i tidløst land.. og jeg har bemærket at jeg ikke er den eneste… Man kunne måske påstå at her på Orø kører vi på Orø-tid. Det med eksakte tidspunkter går man ikke så meget op i… ” Jeg kommer i løbet af dagen imorgen” siger man når man indgår en aftale med en anden øbo- og det er alment accepteret. Muligvis ud fra præmissen, at man jo ikke ved præcist hvad der vil ske i løbet af morgendagen… eller også er det netop fordi at vi kører på Orøtid – den tid hvor man har lov til at lade sig fange af øjeblikket… lov til at stille sig i midten af nuet og uden for visernes tyrani… lov til som i min barndom at søge mod nuets vidunder og suge al kraft ud af øjeblikket. Og det er nok meget godt, for det lader til at mange andre steder i landet har voksne glemt, hvad alle børn ved, at livet mere end noget andet jo nok bare handler om øjeblikke der afløser de næste øjeblikke – og at man skal tage sig tid. Og måske er det det der binder os sammen her på øen, at de fleste af os søger mod netop det. At tage sig tid – at få tid til det hele. At lade tiden hele. Og – at vi her på øen forstår at leve i det nu der gælder. For netop i det moment får vi rent faktisk tid til det hele. Så får vi både tid til os selv og til fælleskabet. Til de praktiske gøremål og til de inderlige stunder med livskvalitet.
